Er vi overfladiske på Internettet? Hvem gider hoppe i en dyb sø af ord?

At skrive gode tekster til nettet handler dybest set om at tilpasse sig en ny barsk virkelighed, hvor tekster sjældent læses i sin helhed. De skimmes.

Jeg spørger fra tid til anden venner og bekendte, om de monstro har læst dette eller hint på Internettet, som jeg har forfattet. Svaret er ofte temmelig foruroligende: “Jo, den har jeg da set”.

Sådan skriver du til nettet
I første omgang skal du koncentrere dig om at finde en utvetydig og søgbar overskrift. Næste udfordring er at bestemme sig for et foto eller en grafik, der kommunikativt og æstetisk appellerer til målgruppen. Fik overhovedet gjort dig tanker om den? Hvis du har svært ved at sætte ansigt på, skal du måske overveje at udvikle en persona. Eller tage det retoriske kompas i hånden og komme rundt i alle hjørner af din kommunikation. Husk at skrive kort, brug erfaringssprog frem for videnssprog, bryd teksten op i mellemrubrikker, brug links og få den journalistiske nyhedstrekant tatoveret på overarmen. Det kan bestemt ikke vente til næste weekend.

Skriveopgaven
Og så til opgaven, der groft sagt bestod i at ”lægge arm” med en uformatteret tekstklods og gøre den klar til nettet. Indholdet af teksten kan egentlig refereres helt kort: Har du et slidt fyrretræsmøbel, så slib det og giv det en omgang olie. Min første refleks var umiddelbart: Har du et slidt fyrretræsmøbel, så smid det for helvede ud! Med den holdning kommer man selvfølgelig ikke langt – især ikke, hvis man er ansat i en bladvirksomhed – lad os bare foreslå: Idényt’s web-redaktion. Deres målgruppe ville garanteret elske endnu et Gør-det-selv tip til huset eller haven.

Løsningen
Jeg bilder mig ind, at jeg har anvendt nyhedstrekanten. Men først serveres en pirrende og billedrig manchet, der uden undtagelse får alle ejere af et fyrretræmøbel op af stolen. Herpå introduceres artiklens væsentligste indhold: materialelisten. Jeg tror nemlig ikke på, at Gør-det-selv folk kunne drømme om at starte bagfra – tørre møblet af med køkkenrulle, oliere træets overflade og afslutte med groft sandpapir.

Behøver jeg flere ord? Her kommer mit bud på en løsning:

Oliebehandling puster nyt liv i dine gamle fyrretræsmøbler

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt købt møbler i ubehandlet fyrretræ. Lyse træsorter er ikke bare populære i Norden – de er også billige.  Men glæden falmer hurtigt i takt med, at træet tørrer og kommer til at se slidt ud. Vi har lavet en Gør-det-selv guide til dig, der gerne vil puste liv i dine gamle fyrretræsmøbler.  

Hvad skal du bruge?
Du skal sørge for at anskaffe dig sandpapir, en slibeklods, kogt linolie, balsamterpentin, en klud (eventuelt en svamp) samt køk­kenrulle. 

Det beskidte arbejde
Det er vigtigt for slutresultatet, at hele overfladen slibes. Start med groft og slut af med fint sandpapir. Til dybe slagmærker kan du eventuelt lade en slibemaskine gøre arbejdet. Når du er færdig, tørres møblet rent for støv med en fugtig hårdt opvredet klud. 

Selve oliebehandlingen
Sørg for god ventilation fra nu af. Den olie, som skal give nyt liv til fyrretræet, laver du selv ved at blande lige dele linolie og terpentin. Olieblandingen påføres i et tykt lag med klud eller svamp – især endestykker suger mere end resten af over­fladen. Sørg for at alle områder er mættet. Der må max. gå 30 minutter, før eventuelt overskydende olie tørres af med køkkenrulle.

Selvantændelige klude
Nu er du faktisk færdig og kan forhåbentlig se forvandlingen. Lad møblet tørre natten over og gå ikke i seng uden at sørge for at klude indsmurt i linolie er placeret et sted, hvor de ikke kan give anledning til brand. Du skulle jo meget gerne få glæde af dit nye møbel.

Det perfekte menneske

Mensch.it er en del af min kontrakt som studerende på IT-Universitetet og opfylder definitionerne for et lærings- og evalueringsportfolio. Det betyder, at jeg har pligt til at publicere forskellige læringsprodukter og trække tæppet til side for, hvordan jeg overhovedet lærer. Med anvendelse af (e)-portfoliometoden som et didaktisk redskab indføres princippet om selvrefleksion, der frem for alt omkalfatrer min forståelse af webstedet som showroom. Det giver langt mere mening at forstå Mensch.it som et prøverum indrettet med et spejl og en lille skammel, hvor jeg kan lægge mine klæder.  Det forventes, at jeg indleder en samtale med mig selv. Kun tiden vil vise, om den giver mening.Jeg går ud fra, at der ind imellem dukker et menneske op og spørger, hvordan det går derinde.

Nu har jeg ligget i åben krig med det japanske tema Tanzaku i mange måneder og er nok blevet tilbøjelig til at overdrive selv ubetydelige sejre. Men denne gang har jeg fået has på intet mindre end to irritationsmomenter.

1. Jeg har egenhændigt tilføjet en CSS selector i style.css, således at jeg kan designe mit more tag efter behag.

2. Jeg har skubbet teksterne 5 px til højre ved visninger i Single Post, således at margenen er identisk på den højre og venstre side af billedet.

a.more-link {
	font-weight: bold;}
.alignleft {
	float: left;
	margin: 0 15px 2px 0;
}

Tilføjelserne er noteret i mit Child Theme.

Jeg føler mig mutters alene på studiet og har måttet indse, at jeg ikke bliver mødt med samme interesse  og agtelse for mit menneske, som jeg er vant til. Kontakten til mine medstuderende er simpelthen for tynd og uforpligtende til at kunne opfylde mine sociale behov. Umiddelbart har jeg håndteret tabet med et skævt smil. Men i længden er der fandeme ikke noget at grine af.

Som det fremgår af billedet, sidder jeg nok på dét, som man vil kalde det yderste sæde.

Min far falder. Han er født i mellemkrigsårene og er i den forstand moden nok til at forlade Jorden. Han har fire børn, som han kun har haft en tynd kontakt med gennem de sidste 30 år. Han har overlevet en selvvalgt tilværelse uden berøringer, kærlighed og anerkendende ord. Jeg har intet at bebrejde ham længere. Hullet efter ham har tvunget mig til at være far for mig selv og givet mig mulighed for at søge meget mere frit.

I august før studiestart lod min far os vide, at han havde fået konstateret prostatakræft med spredning til knoglerne. Døden så ud til at stå på horisonten og vi børn forberedte os på at følge ham så langt som det nu kunne lade sig gøre.

Kaospilot
Siden da har min fars situation udviklet sig dramtisk og hans kræftsygdom er ikke længere dét, som fylder mest. Faktisk ser det ud til, at døden er på tilbagetog. Til gengæld er væggene mellem fantasi og virkeligehed væltet og han befinder sig i et mareridt af forfølgelse, afmagt, flugt og resignation. Hans hjerne forvitrer og hans personlighed flader ud. Far har ikke en chance for at forstå, hvad der sker med ham. Det er forfærdeligt.

Min far gik bort lørdag den 25. august 2012 kun et halvt døgn efter, at min søn blev født. Tak for den smukke udveksling.

Der har været store problemer med levering af posten. Helt præcist med visningen af Single Posts. Det har været komplet umuligt for mig at venstrestille tekster (left alignment) uden at posterne samtidigt forrykkede sig 5 px til venstre i griddet på forsiden. Det var faktisk kommet dertil, at jeg troede, at der skulle shortcodes på bordet. Men så fik jeg en fantastisk lys idé! Hvad ville der mon ske, hvis jeg tilføjede en individuel padding på selektoren img.alignleft fx 5px, der kunne rykke billedet tilbage?

img.alignleft {
	padding: 0 0 5px 0;
	display: inline;
}

Hallo! Jeg forstår faktisk ikke hvorfor det virker på forsiden og samtidigt ikke rokker en tøddel i visningen af Single Posts. Men sådan er der så meget. Jeg har heller aldrig helt forstået, hvordan fastnettelefonen virker.

 Jeg har flere gange seriøst overvejet, om IT-Universitetets uhæmmet brug af gruppearbejde som undervisningsform mon ikke er et brud på artikel 3, 4, 5 og 24 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Især artikel 24 som lyder således: “Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.” Jeg har notorisk kommet til at arbejde mere i mine grupper, end jeg ville have gjort, hvis opgaverne var tilpasset individuelle afleveringer.

Mine ambitioner har været tårnhøje
Det er slet og ret ambitioner, der har spillet mig et puds og en ætsende mistillid til, at mine unge studiekammerater kunne levere varen. Jeg har i særklasse overfortolket vendingen: “Det tager højest 10 minutter”. Kommentarer af den slags har simpelthen fået mig til at tage mig et par nætter i “hamsterhjulet”.

Gruppe 6 har udviklet en designløsning, der sammenkæder digitaliseringen af det private fotoalbum med socialitet, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres personlige historie på en meningsfuld måde. 

Artefakten og den tilhørende brugsoplevelse er således designet til sociale kontekster, hvor ældre i foreningslivet eller ved særlige museumsevents mødes for at uploade og tagge billeder til fx. lokalhistoriske arkiver. Vi har i vores afgrænsning af feltet fundet god dokumentation for, at formidling af den personlige historie med udgangspunkt i fotografiet i forvejen engagerer målgruppen.

Se videopræsentationen på YouTube 

Tjek lige billedet her fra Woodstock Festivalen (1969), hvor der kommunikeres på liv og løs. Hvis man ikke ser rigtig godt efter, kunne det faktisk godt ligne en boplads fra stenalderen. Så primitive har jeg og mine medstuderende heldigvis ikke behøvet at være. Vi har med med stor fornøjelse anvendt følgende digitale platforme i forbindelse med projektarbejder:

Dropbox
Jeg har samlet vores fælles materiale i BIID og delt mappen med gruppens medlemmer (549 mb). Projektgruppe 20 i BIMK bestående af mig selv og Ingibjörg Sigtryggsdóttir har ligeledes delt filer på Dropbox (680 mb).

Google Docs
I BIID gruppe 6 har vi tillige med stor succes anvendt Google Docs til en fælles udarbejdelse af en Elevator pitchs.

Gmail
Hvem fanden kan leve uden det?

YouTube
I BIID gruppe 6 har vi uploadet “kladdevideoer” med henblik på at kunne give feedback til klipperummet (som regel Simon Nommesen).

Det var vist det! 

Jeg er desværre blevet udpeget til gruppens Darth Vader af en person, der alt for længe har indtaget positionen som “frivillig outsider”.

Det drejer sig om gruppe 6 i BIID, hvor uløste personkonflikter og rivalisering har præget samarbejdet i et stykke tid.

Stjernekrigen
Det er temmelig sikkert en krig om beslutningsmagt og dominans, der udkæmpes. Men det er også en krig, som jeg ikke længere er ophidset nok til at deltage i. Personen føler sig røvrendt og manipuleret i en beslutningsproces, hvor et flertal i gruppen har hamret nogle dybe pæle i jorden for Designopgaven. Med afsæt i en forsludret vejledning af en hjælpelærer, har personen haft travlt med at hive disse pæle op og trukket en ny kanin (læs: idé til løsning) op af hatten. Det er sket i mit fravær, fordi jeg bevidst i en kortere periode har valgt at trække mig fra gruppen. Jeg har ønsket at nedtone min dominans og give plads til en ny og mere balanceret magtfordeling i gruppen.

Nej, det går sgu ikke at flå kaninen for åben skærm. Jeg kan fortælle, at personen i dag valgte at forlade gruppen. God vind.

Kan vi ikke være enige om, at teorifaget  BIMK = Introduktion til Medier og Kommunikation med lidt god vilje kan sammenlignes med den joviale tv-quiz Fup eller Fakta?

Læs hele artiklen »