Omskriv et budskab i de tre klassiske appelformer: Logos, ethos og pathos. Budskabet er : ”Trykte kompendier på universitetet er frustrerende at bruge.”


Logos = logisk bevisførelse (induktiv og deduktiv slutningsform). Budskabet er pakket ind i en neutral sprogdragt stivet af med facts og fornuft. Logos knytter sig til “sagen”.

Med Danske Studerendes Fællesråd i spidsen demonstrerer studenterorganisationerne for anden dag i træk mod planerne om nedskæringer på landets universiteter.  Størst utilfredshed vækker forslaget om at skrotte den nationale strategi for IKT-støttet læring, der blandt andet skulle tage fat på problemerne med kompendier, der ifølge en undersøgelse fra 2010 hægter unge studerende af. Forskningsgruppen for universitetspædagogik på Aalborg Universitet bekræfter undersøgelsens konklusioner og fremhæver behovet for en bedre formidling af akademiske tekster. ”Især helt unge studerende er ikke motiveret for at læse svære tekster i papirudgave”, udtaler Birthe Lund, medlem af forskningsgruppen og lektor ved Institut for Læring og Filosofi på AAU. Hun har for nylig gennemført tests, der viser, at ca. 27 % af de unge studerende opgiver at forberede sig til undervisningen.

Refleksion: Teksten baserer sig på fakta og orienterer sobert om en konflikt i samfundet, hvor forskellige interesser støder sammen. Logikken er her 2+2=4. Situationen analyseres og anskueliggøres ved hjælp af eksperter og er stort set tømt for dramatik. Og dramatik er der faktisk masser af, hvis du læser den følgende patetiske (partiske) beskrivelse af sammenstødet.

Pathos = forsøger at vække stærke momentane emotioner gennem følelsesladet og billedskabende sprogbrug, der bruges bevidst til at opildne og bevæge modtagerne til handling. Pathos knytter sig til “tilhørerne”.

Her til morgen har studerende atter samlet sig foran landets universiteter for at protestere over de dramatiske nedskæringer, som yderligere vil forringe kvaliteten af undervisningen på danske højere uddannelses- og forskningsinstitutioner. Foran IT-Universitetet i København har de unge mennesker taget hinanden i hånden og synger sammen. Om få minutter vil de indlede afbrændingen de forhadte papirkompendier, som er blevet symbolet på den materielle og åndelige forarmelse, som kendetegner de danske universiteter efter 10 år med kraftige besparelser. Studerende føler sig nedprioriteret i det danske samfund og offer for en klassekamp, hvor akademikere udsættes for systematisk chikane. Aktionen refererer således til de skændige bogbrændinger i tyske universitetsbyer den 10. maj 1933 efter nazisternes magtovertagelse og er en kommentar til, hvad der sker, når det politiske system tager kvælertag på universiteterne. De unges forældre, undervisere og tusindvis af sympatisører er mødt frem og har slået ring om de studerende for at forhindre politiet i at bombardere de studerende med gummikugler. Det giver håb i hjertet, at der omkring denne modige og forurettede ungdom har dannet sig en varm og beskyttende krop af voksne, der ønsker at sikre dem retten til at sende et vigtigt budskab – nemlig at danske universiteter er trådt under fode. De ulæselige kompendier er et godt eksempel på den hån, som moderne studerende dagligt udsættes for. Vi opfodrer alle til at bakke op om de unges aktion og medvirke til en løfte den tunge lænke af, som politikerne har lagt om samfundet fod og fundament: Danmarks videbegærlige ungdom.

Ethos = etableres gennem brug af dyderne  phronesis – at rhetor er kompetent/besidder klogskab, aréte – at rhetor er et godt moralsk menneske og eunoia – at rhetor viser velvilje over for sine tilhørere. Ethos knytter sig således til “taleren”.

En af de mest karismatiske ledere af dét, som dagspressen i dag har kaldt Oprør 2.0 – er den 19-årige stud. cand. psych. Ida Fog. Hun er yngste oldebarn til professor, dr. med. Mogens Fog, der var rektor for Københavns Universitet under studenteroprøret i 1968. Mange husker også Mogens Fog for hans rolle under den store krig som frihedskæmper, medstifter af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen fra 1945-50. Ida Fog har i sine mange taler formået at bygge bro til samfundskræfter, der normalt ikke nærer stor sympati for studenterrevolter. Her følger er et lille uddrag fra talen i fredags, hvor studerende deltog i kompendiebrændinger.

“Med denne aktion lader vi vores vrede lue i flammer. Kompendiebrændingen sker i en tavs protest over, at én generation lægger sten i vejen for den næste. Vi spørger dem, der har ødelagt vores uddannelser: Hvordan skal vi skabe Verden af imorgen, hvis I ikke vil udlevere de Vises Sten? Det er vores budskab.

Og så skal I vide, at jeg anerkender hver eneste af jer, der gennem ytringer på Facebook og Twitter har peget på den moralske tyngde fra ulykken, der ramte millioner af mennesker i en nazistisk blodrus. Jeg ved udmærket godt, at bogbrændingerne i Tyskland var det første tegn på formørkelse, forestående krig og apokalypse. Jeg vil citere den tyske digter Heinrich Heines profetiske og ildevarslende ord fra 1820: »Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.«

Lad mig således være den første, der antænder smertebålet og tage ansvaret for, at vores budskab når sikkert frem til Danmarks politikere: “Der, hvor viden undertrykkes, undertrykker mennesker hinanden”.”

Refleksion: Uha, jeg kan godt se, at Ida Fog gør brug af tyk pathosappel i sin tale. Men pathosappellen er svær at undgå i en tilspidset situation. Jeg mener ikke desto mindre, at hun opbygger ethos gennem sit moralsk ræsonnement, imødekommelsen af tilhørernes kritik og dyb viden om bogbrændingerne i Nazityskland.

Det perfekte menneske

Mensch.it er en del af min kontrakt som studerende på IT-Universitetet og opfylder definitionerne for et lærings- og evalueringsportfolio. Det betyder, at jeg har pligt til at publicere forskellige læringsprodukter og trække tæppet til side for, hvordan jeg overhovedet lærer. Med anvendelse af (e)-portfoliometoden som et didaktisk redskab indføres princippet om selvrefleksion, der frem for alt omkalfatrer min forståelse af webstedet som showroom. Det giver langt mere mening at forstå Mensch.it som et prøverum indrettet med et spejl og en lille skammel, hvor jeg kan lægge mine klæder.  Det forventes, at jeg indleder en samtale med mig selv. Kun tiden vil vise, om den giver mening.Jeg går ud fra, at der ind imellem dukker et menneske op og spørger, hvordan det går derinde.

Nu har jeg ligget i åben krig med det japanske tema Tanzaku i mange måneder og er nok blevet tilbøjelig til at overdrive selv ubetydelige sejre. Men denne gang har jeg fået has på intet mindre end to irritationsmomenter.

1. Jeg har egenhændigt tilføjet en CSS selector i style.css, således at jeg kan designe mit more tag efter behag.

2. Jeg har skubbet teksterne 5 px til højre ved visninger i Single Post, således at margenen er identisk på den højre og venstre side af billedet.

a.more-link {
	font-weight: bold;}
.alignleft {
	float: left;
	margin: 0 15px 2px 0;
}

Tilføjelserne er noteret i mit Child Theme.

Jeg føler mig mutters alene på studiet og har måttet indse, at jeg ikke bliver mødt med samme interesse  og agtelse for mit menneske, som jeg er vant til. Kontakten til mine medstuderende er simpelthen for tynd og uforpligtende til at kunne opfylde mine sociale behov. Umiddelbart har jeg håndteret tabet med et skævt smil. Men i længden er der fandeme ikke noget at grine af.

Som det fremgår af billedet, sidder jeg nok på dét, som man vil kalde det yderste sæde.

Min far falder. Han er født i mellemkrigsårene og er i den forstand moden nok til at forlade Jorden. Han har fire børn, som han kun har haft en tynd kontakt med gennem de sidste 30 år. Han har overlevet en selvvalgt tilværelse uden berøringer, kærlighed og anerkendende ord. Jeg har intet at bebrejde ham længere. Hullet efter ham har tvunget mig til at være far for mig selv og givet mig mulighed for at søge meget mere frit.

I august før studiestart lod min far os vide, at han havde fået konstateret prostatakræft med spredning til knoglerne. Døden så ud til at stå på horisonten og vi børn forberedte os på at følge ham så langt som det nu kunne lade sig gøre.

Kaospilot
Siden da har min fars situation udviklet sig dramtisk og hans kræftsygdom er ikke længere dét, som fylder mest. Faktisk ser det ud til, at døden er på tilbagetog. Til gengæld er væggene mellem fantasi og virkeligehed væltet og han befinder sig i et mareridt af forfølgelse, afmagt, flugt og resignation. Hans hjerne forvitrer og hans personlighed flader ud. Far har ikke en chance for at forstå, hvad der sker med ham. Det er forfærdeligt.

Min far gik bort lørdag den 25. august 2012 kun et halvt døgn efter, at min søn blev født. Tak for den smukke udveksling.

Der har været store problemer med levering af posten. Helt præcist med visningen af Single Posts. Det har været komplet umuligt for mig at venstrestille tekster (left alignment) uden at posterne samtidigt forrykkede sig 5 px til venstre i griddet på forsiden. Det var faktisk kommet dertil, at jeg troede, at der skulle shortcodes på bordet. Men så fik jeg en fantastisk lys idé! Hvad ville der mon ske, hvis jeg tilføjede en individuel padding på selektoren img.alignleft fx 5px, der kunne rykke billedet tilbage?

img.alignleft {
	padding: 0 0 5px 0;
	display: inline;
}

Hallo! Jeg forstår faktisk ikke hvorfor det virker på forsiden og samtidigt ikke rokker en tøddel i visningen af Single Posts. Men sådan er der så meget. Jeg har heller aldrig helt forstået, hvordan fastnettelefonen virker.

 Jeg har flere gange seriøst overvejet, om IT-Universitetets uhæmmet brug af gruppearbejde som undervisningsform mon ikke er et brud på artikel 3, 4, 5 og 24 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Især artikel 24 som lyder således: “Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.” Jeg har notorisk kommet til at arbejde mere i mine grupper, end jeg ville have gjort, hvis opgaverne var tilpasset individuelle afleveringer.

Mine ambitioner har været tårnhøje
Det er slet og ret ambitioner, der har spillet mig et puds og en ætsende mistillid til, at mine unge studiekammerater kunne levere varen. Jeg har i særklasse overfortolket vendingen: “Det tager højest 10 minutter”. Kommentarer af den slags har simpelthen fået mig til at tage mig et par nætter i “hamsterhjulet”.

Gruppe 6 har udviklet en designløsning, der sammenkæder digitaliseringen af det private fotoalbum med socialitet, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres personlige historie på en meningsfuld måde. 

Artefakten og den tilhørende brugsoplevelse er således designet til sociale kontekster, hvor ældre i foreningslivet eller ved særlige museumsevents mødes for at uploade og tagge billeder til fx. lokalhistoriske arkiver. Vi har i vores afgrænsning af feltet fundet god dokumentation for, at formidling af den personlige historie med udgangspunkt i fotografiet i forvejen engagerer målgruppen.

Se videopræsentationen på YouTube 

Tjek lige billedet her fra Woodstock Festivalen (1969), hvor der kommunikeres på liv og løs. Hvis man ikke ser rigtig godt efter, kunne det faktisk godt ligne en boplads fra stenalderen. Så primitive har jeg og mine medstuderende heldigvis ikke behøvet at være. Vi har med med stor fornøjelse anvendt følgende digitale platforme i forbindelse med projektarbejder:

Dropbox
Jeg har samlet vores fælles materiale i BIID og delt mappen med gruppens medlemmer (549 mb). Projektgruppe 20 i BIMK bestående af mig selv og Ingibjörg Sigtryggsdóttir har ligeledes delt filer på Dropbox (680 mb).

Google Docs
I BIID gruppe 6 har vi tillige med stor succes anvendt Google Docs til en fælles udarbejdelse af en Elevator pitchs.

Gmail
Hvem fanden kan leve uden det?

YouTube
I BIID gruppe 6 har vi uploadet “kladdevideoer” med henblik på at kunne give feedback til klipperummet (som regel Simon Nommesen).

Det var vist det! 

Jeg er desværre blevet udpeget til gruppens Darth Vader af en person, der alt for længe har indtaget positionen som “frivillig outsider”.

Det drejer sig om gruppe 6 i BIID, hvor uløste personkonflikter og rivalisering har præget samarbejdet i et stykke tid.

Stjernekrigen
Det er temmelig sikkert en krig om beslutningsmagt og dominans, der udkæmpes. Men det er også en krig, som jeg ikke længere er ophidset nok til at deltage i. Personen føler sig røvrendt og manipuleret i en beslutningsproces, hvor et flertal i gruppen har hamret nogle dybe pæle i jorden for Designopgaven. Med afsæt i en forsludret vejledning af en hjælpelærer, har personen haft travlt med at hive disse pæle op og trukket en ny kanin (læs: idé til løsning) op af hatten. Det er sket i mit fravær, fordi jeg bevidst i en kortere periode har valgt at trække mig fra gruppen. Jeg har ønsket at nedtone min dominans og give plads til en ny og mere balanceret magtfordeling i gruppen.

Nej, det går sgu ikke at flå kaninen for åben skærm. Jeg kan fortælle, at personen i dag valgte at forlade gruppen. God vind.

Kan vi ikke være enige om, at teorifaget  BIMK = Introduktion til Medier og Kommunikation med lidt god vilje kan sammenlignes med den joviale tv-quiz Fup eller Fakta?

Læs hele artiklen »