Mensch.it
Hold dig altid beskæftiget med frigørelse
Jeg føler mig mutters alene på studiet og har måttet indse, at jeg ikke bliver mødt med samme interesse og agtelse for mit menneske, som jeg er vant til. Kontakten til mine medstuderende er simpelthen for tynd og uforpligtende til at kunne opfylde mine sociale behov. Umiddelbart har jeg håndteret tabet med et skævt smil. Men i længden er der fandeme ikke noget at grine af.
Som det fremgår af billedet, sidder jeg nok på dét, som man vil kalde det yderste sæde.
Min far falder. Han er født i mellemkrigsårene og er i den forstand moden nok til at forlade Jorden. Han har fire børn, som han kun har haft en tynd kontakt med gennem de sidste 30 år. Han har overlevet en selvvalgt tilværelse uden berøringer, kærlighed og anerkendende ord. Jeg har intet at bebrejde ham længere. Hullet efter ham har tvunget mig til at være far for mig selv og givet mig mulighed for at søge meget mere frit.
I august før studiestart lod min far os vide, at han havde fået konstateret prostatakræft med spredning til knoglerne. Døden så ud til at stå på horisonten og vi børn forberedte os på at følge ham så langt som det nu kunne lade sig gøre.
Kaospilot
Siden da har min fars situation udviklet sig dramtisk og hans kræftsygdom er ikke længere dét, som fylder mest. Faktisk ser det ud til, at døden er på tilbagetog. Til gengæld er væggene mellem fantasi og virkeligehed væltet og han befinder sig i et mareridt af forfølgelse, afmagt, flugt og resignation. Hans hjerne forvitrer og hans personlighed flader ud. Far har ikke en chance for at forstå, hvad der sker med ham. Det er forfærdeligt.
Min far gik bort lørdag den 25. august 2012 kun et halvt døgn efter, at min søn blev født. Tak for den smukke udveksling.
Jeg har flere gange seriøst overvejet, om IT-Universitetets uhæmmet brug af gruppearbejde som undervisningsform mon ikke er et brud på artikel 3, 4, 5 og 24 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Især artikel 24 som lyder således: “Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.” Jeg har notorisk kommet til at arbejde mere i mine grupper, end jeg ville have gjort, hvis opgaverne var tilpasset individuelle afleveringer.
Mine ambitioner har været tårnhøje
Det er slet og ret ambitioner, der har spillet mig et puds og en ætsende mistillid til, at mine unge studiekammerater kunne levere varen. Jeg har i særklasse overfortolket vendingen: “Det tager højest 10 minutter”. Kommentarer af den slags har simpelthen fået mig til at tage mig et par nætter i “hamsterhjulet”.
Tjek lige billedet her fra Woodstock Festivalen (1969), hvor der kommunikeres på liv og løs. Hvis man ikke ser rigtig godt efter, kunne det faktisk godt ligne en boplads fra stenalderen. Så primitive har jeg og mine medstuderende heldigvis ikke behøvet at være. Vi har med med stor fornøjelse anvendt følgende digitale platforme i forbindelse med projektarbejder:
Dropbox
Jeg har samlet vores fælles materiale i BIID og delt mappen med gruppens medlemmer (549 mb). Projektgruppe 20 i BIMK bestående af mig selv og Ingibjörg Sigtryggsdóttir har ligeledes delt filer på Dropbox (680 mb).
Google Docs
I BIID gruppe 6 har vi tillige med stor succes anvendt Google Docs til en fælles udarbejdelse af en Elevator pitchs.
Gmail
Hvem fanden kan leve uden det?
YouTube
I BIID gruppe 6 har vi uploadet “kladdevideoer” med henblik på at kunne give feedback til klipperummet (som regel Simon Nommesen).
Det var vist det!
Jeg er desværre blevet udpeget til gruppens Darth Vader af en person, der alt for længe har indtaget positionen som “frivillig outsider”.
Det drejer sig om gruppe 6 i BIID, hvor uløste personkonflikter og rivalisering har præget samarbejdet i et stykke tid.
Stjernekrigen
Det er temmelig sikkert en krig om beslutningsmagt og dominans, der udkæmpes. Men det er også en krig, som jeg ikke længere er ophidset nok til at deltage i. Personen føler sig røvrendt og manipuleret i en beslutningsproces, hvor et flertal i gruppen har hamret nogle dybe pæle i jorden for Designopgaven. Med afsæt i en forsludret vejledning af en hjælpelærer, har personen haft travlt med at hive disse pæle op og trukket en ny kanin (læs: idé til løsning) op af hatten. Det er sket i mit fravær, fordi jeg bevidst i en kortere periode har valgt at trække mig fra gruppen. Jeg har ønsket at nedtone min dominans og give plads til en ny og mere balanceret magtfordeling i gruppen.
Nej, det går sgu ikke at flå kaninen for åben skærm. Jeg kan fortælle, at personen i dag valgte at forlade gruppen. God vind.
Det er buldrende sort for mig, at kravet til performativitet er så eksplicit her på IT-Universitet, når vi fremlægger opgaver. Vores idéer bliver sgu da ikke bedre af, at vi tager røde næser på!
Jeg må til gengæld indrømme, at mine studiekammerater er skidegode til det. Men jeg er altså et barn af et skolesystem, hvor drama og teatersport var noget man dyrkede ved siden af sin skole – altså hvis ens forældre i øvrigt gad at betale for det.
Jeg vælger nu at stå frem og indrømme, at jeg har haft åbenlyse problemer med at bevare tålmodigheden i nogle gruppesammenhænge, hvor mine gode studiekammerater har fedtet med tiøren lidt for længe. Det er ikke nogen undskyldning, men jeg er vokset op i et hjem, hvor man lagde puslespil på hovedet og løste krydsordsopgaver ved at skrive hvert andet bogstav.
Dermed siger jeg ikke, at jeg grundlæggende er skarpere end alle andre mennesker. Jeg siger bare, at jeg aldrig selv er blevet mødt med en engels tålmodighed.
Jeg går til kanten og falder i
Oplevelserne underminerer min følelse af at høre til og kolliderer med min enorme kærlighed til andre mennesker. Der er ingen tvivl om, at jeg hurtigt bliver understimuleret og lettere rastløs i sammenhænge, hvor en gruppe skal samarbejde om at slå hovedet på sømmet. Desværre er det et uafvendeligt faktum, at læringsstilen på ITU primært er anlagt på gruppearbejde. Jorden er i sandhed begyndt at forsvinde under mig. Jeg bliver dagligt mindet om, at jeg ikke passer særlig godt ind uddannelsessystemet. Det er bare ærgerligt for mig, at Rudolf Steiners pædagogik og metoder ikke er slået an ved de danske universiteter.
Undskyld
Jeg vil gerne sige undskyld til alle, der har oplevet udadreagerende adfærd fra min side. Selvom jeg ofte bruger humor, gør det jo alligevel ondt ad helvede til.
Multimennesket Poul Henningsen mente altid noget og blandede sig i alting. PH ville utvivlsomt være en flittig blogger, hvis han havde levet i dag. Han var et fyrtårn i forsvaret for den ubegrænset ytringsfrihed og var ansvarlig for, at ord som ”frisind” var en del af mit ordforråd som ungt menneske. Det havde jeg så sandelig også brug for at blive mødt med.
Hva’ mæ kommentarfeltet?
Jeg har altså valgt at lukke kommentarfeltet på Mensch.it – mest fordi det fylder en fodboldbane, og at jeg stort set er den eneste spiller på banen herinde. Det er altså ikke ytringsfriheden, som jeg gør anslag mod. Smid for PH’s skyld en mail på hbie(snabel-a)itu.dk, hvis du har en mening om noget.
Hold kæft
Som konsekvens af at PH ved enhver tænkelig lejlighed gav borgerskabet en på lampen, modtog han mange vrede læserbreve. Det korteste blev trykt i Information i 1955 “Hr. Arkitekt Poul Henningsen: Hold Kæft – Venlig hilsen F.A. Jakobsen, Kommunelærer, Roskilde”. Jeg siger til gengæld “TAK FOR ALLE ORDENE”.
Hvem har egentlig rettighederne til optagelserne fra den historiske månelanding den 20. juli 1969? Ja, det er jeg da også blevet lidt i tvivl om! Kan man sige om en begivenhed, at den er så skelsættende for menneskeheden, at copyright ikke kan håndhæves?
Indtil jeg har fået sagen undersøgt, er jeg desværre nødsaget til at bruge et privatfoto som illustration. Jeg vil så nødigt i fængsel før juleferien.