Jeg føler mig mutters alene på studiet og har måttet indse, at jeg ikke bliver mødt med samme interesse  og agtelse for mit menneske, som jeg er vant til. Kontakten til mine medstuderende er simpelthen for tynd og uforpligtende til at kunne opfylde mine sociale behov. Umiddelbart har jeg håndteret tabet med et skævt smil. Men i længden er der fandeme ikke noget at grine af.

Som det fremgår af billedet, sidder jeg nok på dét, som man vil kalde det yderste sæde.