Min far falder. Han er født i mellemkrigsårene og er i den forstand moden nok til at forlade Jorden. Han har fire børn, som han kun har haft en tynd kontakt med gennem de sidste 30 år. Han har overlevet en selvvalgt tilværelse uden berøringer, kærlighed og anerkendende ord. Jeg har intet at bebrejde ham længere. Hullet efter ham har tvunget mig til at være far for mig selv og givet mig mulighed for at søge meget mere frit.

I august før studiestart lod min far os vide, at han havde fået konstateret prostatakræft med spredning til knoglerne. Døden så ud til at stå på horisonten og vi børn forberedte os på at følge ham så langt som det nu kunne lade sig gøre.

Kaospilot
Siden da har min fars situation udviklet sig dramtisk og hans kræftsygdom er ikke længere dét, som fylder mest. Faktisk ser det ud til, at døden er på tilbagetog. Til gengæld er væggene mellem fantasi og virkeligehed væltet og han befinder sig i et mareridt af forfølgelse, afmagt, flugt og resignation. Hans hjerne forvitrer og hans personlighed flader ud. Far har ikke en chance for at forstå, hvad der sker med ham. Det er forfærdeligt.

Min far gik bort lørdag den 25. august 2012 kun et halvt døgn efter, at min søn blev født. Tak for den smukke udveksling.